ESG-rapportering for Stenlille Grusgrav ApS
Læs vores første ESG-rapport. Vi vil gerne inspirere til mere bæredygtig omstilling i den bygge- og anlægsbranche, som vi er en del af, ved selv at være med i front.
Derfor har vi nu udgivet vores første ESG-rapport, hvor vi viser, hvordan vi arbejder i dybden med de ESG-områder, som vi påvirker i væsentlig grad – både positivt og negativt. Rapporten følger EU’s frivillige standard for SMV’ers bæredygtighedsrapportering (VSME).

Vi påtager os et ansvar
Tilbage i 2020 offentliggjorde vi vores Vision 2020-30 for bæredygtig udvikling og biodiversitet i Stenlille Grusgrav. Vi støtter op om FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling og begyndte at arbejde i dybden med 4 verdensmål, hvor vi kan gøre en reel forskel. Vi vil fremme at grusgravens økonomiske
vækst ikke sker på bekostning af hensyn til klima, miljø mv.
Nu er tiden kommet til, at vi udvider vores bæredygtighedsengagement med vores en ESG-rapport. Rapporten følger EU’s frivillige standard for SMV’ers bæredygtighedsrapportering (VSME). Formålet med den frivillige standard er at give SMV’er mulighed for at ensarte data og struktur i ESG-rapporteringen. Vi har valgt at udvide grusgravens ESG-rapport med en dobbelt væsentlighedsanalyse, selvom analysen ikke er obligatorisk i den frivillige standard.
God læselyst
/Christian Kalle

Environment: Klima og miljø
Vi arbejder med CO2-regnskab, cirkulære processer og biodiversitet.
Klimaregnskab
I Stenlille Grusgrav har vi arbejdet strategisk med vores klimaaftryk siden 2020, og vi har sat konkrete visioner og udarbejdet årlige handleplaner for at sænke grusgravens CO2-aftryk og afkoble det fra vores økonomiske vækst. Vores arbejde har hele tiden taget udgangspunkt i de grundlæggende principper i Drivhusgasprotokollen og vi har tilstræbt konsistens og nøjagtighed hele vejen igennem.
Den cirkulære økonomi i grusgraven
Som råstofgrav er vores primære produkter de råmaterialer, som vi indvinder fra vores arealer og forarbejder til de produkter, vores kunder efterspørger. Derudover modtager vi både genanvendt tegl og beton samt overskudsjord fra bygge- og anlægsprojekter. I regnskabsåret 2018/19 udgjorde andelen
27 %, mens 41 % af omsætningen i Stenlille Grusgrav i 2023/24 stammede fra genanvendelse af tegl- beton og muldjord.
Biodiversiteten
I Stenlille Grusgrav lader vi dødt træ og organisk materiale blive på arealerne for at skabe naturlige levesteder for insekter og smådyr. Samtidig beskærer og sanerer vi skov- og engarealer for at fremme væksten af levende vegetation og styrke biodiversiteten. Vi skaber flade brinker for at understøtte udviklingen af lavtvoksende vegetation, der er karakteristisk for overdrev og enge. For at bevare disse naturområder har vi en driftsstrategi, der forhindrer invasive vedplanter som pil, havtorn og rynket rose i at overtage landskabet. Dette sikrer en varieret og artsrig natur.
Socialt ansvar
Stenlille Grusgrav har et stærkt fokus på at opretholde et trygt og sikkert arbejdsmiljø og prioriterer det fysiske arbejdsmiljø højt. Ledelsesformen bygger på princippet om frihed under ansvar, hvor medarbejderne har medindflydelse på planlægningen af deres arbejdsdag.
Vi lægger stor vægt på at tage os tid til at lytte til kundernes ønsker og sikre en forsvarlig og sikker læsning – både for erhvervskunder og private. Udtrykket ”Vi har aldrig travlt” er centralt for vores måde at arbejde på og understreger, at ingen opgave må udføres så hurtigt, at det går ud over medarbejdernes egen sikkerhed. Det handler om at levere god service uden at gå på kompromis med hverken kvalitet eller arbejdsmiljø. Et roligt tempo skaber bedre beslutninger og færre fejl – til gavn for både medarbejdere og kunder.

Governance: God adfærd, etik og moral
Governance handler om god ledelsesadfærd, etik, moral, ordentlighed og ansvarlighed. Vi har altid haft fokus på at drive grusgraven i overensstemmelse med høje standarder og påtage os et samfundsansvar. Det giver os muligheden for at identificere og håndtere risici, herunder dem, der relaterer til miljø, sociale forhold, naturen og det omkringliggende samfund (ESG-områderne).
- Vi lægger vægt på løbende godt samarbejde med alle kontrolmyndigheder, og alle former for korruption eller bestikkelse er selvsagt no go.
- Vi har styr på GDPR og it-sikkerhed.
- Vi praktiserer fair betalingspraksis og konkurrenceforhold
- Vi lægger vægt på at have en god dialog med regionale og kommunale kontrolmyndigheder og agere proaktivt ift. rammer og betingelser for drift af grusgraven.
- Bæredygtighed betyder noget for os, og vi finder det vigtigt at gøre en positiv forskel.
For yderligere info er du velkommen til at kontakte Anette Kalle Larsen: akl@stenlillegrusgrav.dk