grusblandinger
Grusmaterialer med helt særlige egenskaber
Når du skal i gang med et bygge- eller anlægsprojekt, et vej- eller haveanlæg, så får du helt sikkert brug for et eller flere grusmaterialer til at skabe stabile og holdbare underlag. Grusblandinger fås fra de helt fine til de mere grove blandinger, der alle har forskellige styrker og kvaliteter. Mens grovkornet grus med stor variationsbredde sikrer optimal komprimering til bærelag, så bruger man de finere grustyper til præcis afretning og finish. Andre specialiserede blandinger har en effektiv dræningseffekt eller er perfekte til at skabe faste veje og stier.
De forskellige grustyper fra Stenlille Grusgrav er alle udviklet med en bestemt opgave for øje, og du kan læse nærmere om deres særlige egenskaber nedenfor: kornstørrelse, kvaliteter, bæreevne. Vi sælger til både privat og professionelt brug uanset om du skal støbe fundamenter, etablere dræn, bygge om, bygge nyt, skabe belægning, anlægge veje, stier, indkørsler eller terrasser.
0-4 vasket grus
Helt fri for ler – ideelt til mureropgaver, fugning af belægningssten og ridebanegrus.

Hvad er 0-4 vasket grus?
Fordelene ved vasket grus handler om renhed og teknisk stabilitet. Når grus kommer gennem vaskeanlægget, så fjernes de små partikler såsom ler, støv og organiske urenheder, og når ler og urenheder er væk, kan vand lettere løbe igennem materialet. Tallene 0-4 angiver kornstørrelsen i millimeter. Det betyder, at materialet består af alt fra helt fint sand op til små sten med en maksimal diameter på 4 mm.
Vasket grus har også en stærk permeabel egenskab – altså vandgennemtrængeligt med en høj dræneffekt. Det gør det ideelt til brug omkring drænrør eller som det øverste lag under fliser, så du undgår stående vand.
0-4 vasket grus er meget alsidigt og ideelt til forskellige opgaver:
- Støbning (støbegrus): Det ideelle materiale til at blande fin beton, f.eks. til slidlag på gulve eller mindre fundamenter.
- Pudsning (pudsesand): Bruges til at pudse sokler eller mure op, da kornstørrelsen på max 4 mm giver en pæn og relativt glat overflade.
- Sandkasser (sandkassesand): Ideelt til dine børns sandkasse eller som faldunderlag på legepladser, fordi det netop er fint, blødt og lækkert at røre ved. Da det er vasket rent for ler, giver det heller ikke gule pletter på børnenes tøj på samme måde som uvasket bakkegrus kunne gøre. Læs mere på siden private
- Ridebaner (ridebanegrus): Velegnet som toplag til ridebaner, ridestier og løsdrift, da det har en jævn kornkurve og er vasket 100% fri for ler. Læs mere på siden ridebanegrus
Vær opmærksom på, at vasket grus ikke bør anvendes som bærelag. Det bør heller ikke anvendes som erstatning for afrettergrus.
0-8 harpet drængrus/ filtergrus
Permeabelt materiale med en høj dræningseffekt.

Hvad er 0-8 harpet filtergrus/ drængrus
Til projekter, hvor effektiv vandafledning og filtrering er afgørende, er drængrus/ filtergrus et uundværligt materiale. Filtergrusets primære funktion er at sikre en høj vandgennemstrømning.
For at opnå den optimale effekt er kornstørrelsen kritisk; Hvis gruset er for fint, risikerer man, at materialet skyller med vandet ind i rørene, mens for groft grus tillader lerpartikler at trænge igennem og tilstoppe systemet. For at sikre den helt rette balance og kvalitet anvender vi i Stenlille Grusgrav præcise sigteanalyser af vores 0-8 filtergrus. Disse analyser dokumenterer materialets kornkurve, hvilket giver sikkerhed for, at filtreringsegenskaberne lever op til de tekniske krav om høj gennemstrømning og filtrering.
Materialet bruges af mange til at skabe veldrænet landbrugsjord, som kan forbedre planters mulighed for at optage næring og kan give landmænd et merudbytte. Filtergruset kan bruges til alle typer dræn: landbrugsjorder, omfangsdræn omkring bygninger og diverse kloakeringsopgaver.
0-8 afrettergrus
Ideelt til øverste bærelag under belægninger.

Hvad er 0-8 afrettergrus?
Når du anlægger nyt fliseareal, en terrasse eller gangsti, er præcisionen i det underliggende lag nøglen til et godt resultat. Her er 0-8 afretningsgrus uundværligt, da det bruges som det øverste lag lige under fliserne. Gruset er nemt at 'trække af' med en retskinne, hvilket skaber et helt plant leje. Ved at sikre denne jævne base minimerer du risikoen for fremtidige sætninger, ujævnheder og løse fliser. Afrettergrus indeholder ler, hvilket gør det ideelt underlag til belægninger og anlægsopgaver.
Være opmærksom på, at afretningsgruset kun er det øverste lag. For at undgå at terrassen synker, når der kører en trillebør over eller falder meget regn, skal der altid ligge et tykkere lag komprimeret stabilgrus eller genbrugsstabilt herunder.
0-16 støbemix
Bruges til at producere beton (sten + vasket grus 0-4).

Hvad er 0-16 støbemix?
Støbemix er en færdigblandet kombination af sten og sand, der gør det nemt at fremstille beton til alt fra mindre gør-det-selv-opgaver til større fundamenter.
Du skal blot tilsætte cement og vand for at opnå en stærk beton. Vores støbemix har kornstørrelserne 0–16 mm og kan anvendes til støbning af gulve, stolper og større fundamenter, hvor styrke er vigtigt.
0-32 stabilgrus
Det stabiliserende bærelag under fx afrettergrus og belægninger.

Hvad er 0-32 stabilgrus?
Når du anlægger eller renoverer en indkørsel eller terrasse, er valget af det rette underlag afgørende for resultatet. Stabilgrus fungerer som et essentielt bærelag og bundsikring, der giver konstruktionen den nødvendige styrke. Stenlille Grusgrav tilbyder 0-32 mm stabilgrus, som skaber et stabilt fundament under eksempelvis perlesten eller fliser.
Uden et korrekt lag stabilgrus vil din indkørsel hurtigt få kørespor eller lunker. Her er de tre vigtigste grunde til at bruge det:
1. Bæreevne: Det fordeler trykket fra biler, så underlaget ikke giver efter.
2. Frostsikring: Det beskytter mod frosthævninger, der kan ødelægge belægningen.
3. Stabilitet: Kornstørrelsen (0-32 mm) gør, at materialet kan komprimeres til en næsten hård flade.
Et mere cirkulært alternativ til stabilgrus er vores materiale genbrugsstabilt.
Kontakt Stenlille Grusgrav test
Vi lægger vægt på at levere en god og personlig service, og vi har altid tid til vores kunder.
Vær opmærksom på at vi i løbet af en almindelig arbejdsdag har travlt med at fremstille materialer, holde grusgravens maskineri kørende og betjene kunder i grusgraven. Vi har sjældent mulighed for at besvare e-mails i løbet af en arbejdsdag, og du kan forvente en svartid på et par dage.
Hvis det haster, så anbefaler vi, at du ringer til os eller kommer forbi.
Hvad er grus?
Grus er et naturmateriale i den danske undergrund og en af de vigtigste byggesten i vores samfund. Vi fremstiller grusmaterialer ved hjælp af vores nedknusningsanlæg, som producerer grusfraktioner i forskellig størrelse, farve og struktur.
Grus er en betegnelse for små sten og mineralkorn, der er større end sand, men mindre end stenblokke. Inden for geologien defineres grus ud fra størrelsen på kornene. For at blive kaldt grus skal kornene typisk have en diameter på mellem 2 mm og 63 mm. Hvis materialet er mindre end 2 mm, kaldes det sand, og hvis det er større end 63 mm, kaldes det sten eller blokke.
Det grus, vi har i Stenlille Grusgrav, blev bragt hertil af gigantiske gletsjere under de seneste istider. Da isen smeltede, blev de medbragte sten og klipper mast og slebet mod hinanden, hvilket skabte de enorme aflejringer af sand og grus, vi finder i dag. Grus på land fra de gamle istidsaflejringer kaldes ofte bakkegrus og indeholder typisk en del ler, hvilket gør det godt til at pakke sig hårdt (f.eks. til stabilgrus).

Er der mangel på grus i Danmark?
Ja, grus er en knap ressource. I råstofbranchen og den grønne omstilling bruges begrebet ”dødens gab” til at beskrive en kritisk situation, hvor kurven for efterspørgsel stiger stejlt, mens kurven for udbud flader ud eller falder. Det skaber en forsyningskrise.
Danmark er et lille land med høj byggeaktivitet. Vi står i en situation hvor vores lokale grusreserver forventes at blive brugt op i løbet af de næste årtier. Flere af de største grusgrave har kun ressourcer til 7-10 års yderligere drift. Når en grusgrav lukker forsvinder den lokale råstofforsyning.
Konsekvens bliver, at byggeprojekter i fx hovedstadsområdet skal hente sand og grus fra grusgrave, der ligger længere og længere væk. Transporten bliver længere og dermed dyrere – både økonomisk og også CO2-mæssigt. Hvis vi pga. lokale lukninger skal køre gruset dobbelt så langt, stiger transportens CO2-aftryk markant.
Hvordan lukker man gabet? Her er nogle forslag:
- Fokuser på genbrug og genanvendelse: Eksempelvis mursten, tegl, beton og muljord fra anlægs- og byggeprojekter.
- Substitution: Find alternativer til de tradtionalle byggematerialer - fx bygge med træ i stedet for beton, hvor det er muligt.
- Renover i stedet for at rive ned og bygge nyt.
- Få en national råstofstrategi: At regeringen få prioriteret og taget stilling til råstofanvendelsen på både kort og lang sigt.
- Arbejd strategisk med regionernes lokale Råstofplaner, så det bliver tydeligt, hvor råstofmaterialerne skal komme fra i fremtiden.




